Viser resultater 1 til 9 af 9
  1. #1
    Forum Administrator Ridder Huma's Avatar
    Tilmeldingsdato
    Jun 2007
    Geografisk Sted
    Holstebro
    Alder
    32
    Indlæg
    8.511

    Standard Forum konkurrence: Skriv en rollespil historie #3


    Kære gæve gallere, stolte romere og barbariske germanere!

    Vi starter en ny historie konkurrence, endnu en gang med et tema!!!

    Temaen er: Historien skal inkludere Travian’s Oldtidens Europa.

    Akronymet RPG står for Role Playing Game (Rollespil), hvilket betyder at du skriver en fiktiv historie i rollespil stil, hvor du f.eks. indtager rollen som en stammefører og skriver hvad han gør i landsbyen eller fortæller kampe han har været med i. Historien kan foregå i fortiden eller nutiden, bare det har med Travian at gøre. Det kan være en fiktiv historie eller en muligt genskrevet anekdote som faktisk skete. Fantasien har ingen grænser, udover netetikken og copyright. Vigtig: Du skal selv skrive historien, samarbejde er ikke en mulighed.

    I skal poste jeres historie her i tråden*.

    Vær opmærksom på nogle ting:
    - Netetikke skal overholdes.
    - Copyright skal overholdes, din historie skal være skrevet af dig selv.
    - Historien skal have noget at gøre med Travian.
    - Temaen er: Historien skal inkludere Travian’s Oldtidens Europa, gerne at det kommer til at foregå i et af de 90 oldtidsbyer der er i special serveren. (http://answers.travian.dk/?view=answ...=430#go2answer)
    - Selvom der ikke er noget krav om længde, bør historien være mindst 4 linjer lang og vi anbefaler at den heller ikke bliver for langt. Husk at give jeres historie en titel som jeg kan bruge ved afstemningen.
    - Kun ét bidrag per person.
    - Historien skal være på dansk.

    Præmier:
    1. plads: 250 guld.
    2. plads: 200 guld.
    3. plads: 150 guld.
    4. plads: 100 guld.
    5. plads: 50 guld.

    Deadline for at komme med sit bidrag er fredag d. 17. Oktober 2014 kl. 23:59, derefter vil alle bidrag komme med i afstemningen hvis de overholder kravet.

    Hvis i har spørgsmål til konkurrencen er i velkommen til at stille dem her i tråden også.

    Venlig hilsen
    Travian Teamet

    *Teammedlemmer fra Travian Teamet må ikke deltage i konkurrencen.
    Last edited by Ridder Huma; 18-10-2014 at 12:36.

    Har du et spørgsmål? Du kan finde svaret her: T4 Answers
    Nyttige links: Spilleregler, Forumregler, Server Status, Changelog og Hall of Fame.

    Medlemmer af Travian-Teamet arbejder på frivillig basis og er derfor ikke tilgængelige 24 timer i døgnet.

  2. #2

    Tilmeldingsdato
    Sep 2014
    Indlæg
    12

    Standard

    Engang for mange tusinde år siden mellem græsk og etrusisk dominans fandtes en by ved navn Augustodunum i Oldtidens Europa, en by overtaget af de stærkeste romere der fandtes, med spyd, sværd og mægtige skjolde. Byen blev ledet af en af de mægtigste mænd nogensinde, nemlig Senator Augustus, der med sine magiske evner formåede at slå både England, Skotland og Irland væk fra det Nordvestlige område omkring hele Italien.

    Senator Augustus deltog selv i mange af disse slag, der blev betegnet som romernes stærkest igennem flere tusinde års kejserdømme.

    Det var en sen aften i den lille skumle by, gaderne lå stille hen og kun musenes trippen kunne høres når de pilede rundt fra hus til hus, for at finde en krumme fra romernes mægtige kogekoner.

    Senator Augustus sad i sin store stol inde i byen centrum, i det høje og dominerende palads, der med sine 1200 indbyggere dannede rammen om den største by i hele Italien.

    I det fjerne kunne pludseligt høres en brummende lyd, et gigantisk orgie af falanks, sværdkæmpere og heste i overtal. En hær som ingen anden set hverken syd, øst eller vest for Augustodunum. En hær bestående af flere tusinde soldater, klar til at drage i krig for deres senator.

    Senator Augustus rejste sig fra sin stol, flakkede over til vinduet øverst i sit palads, lod blikket glide hen over murene der omkransede byen, fra staldene med de mægtigste heste, til vidderne over kasernerne, hvor der dagligt blev træning på den omkringliggende turneringsplads, helt ud til de åbne kornmarker, hvor hans hær netop havde samlet sig for at udkæmpe et af de mest elegante slag i historien. Slaget om Verdens Vidunderet og den største sejr i historien.

    På markerne stod hans største hær nogensinde klar til at modtage hans ordrer, klar til at drage i krig med Senator Augustus i spidsen for 10.000 falanks, 15.000 sværdkæmpere, 5.000 druideryttere til hest, 20.000 haeduanere til hest og hans største og mægtigste horde af 25.000 theutaterlyn samt 1.000 rambuktræ og 4.000 krigskatapulter. Et syn som selv de græske guder kunne tale om i årtusinder af år, når Senator Augustus var i gang med at skrive Italiens nye historie.

    Ægæerhavskysten var kun få dages rejse derfra, så Senator Augustus iførte sig kejsertidens mægtigste og stærkeste krigsuniform, med spyddet i hans højre hånd og sit store fuldskæg omkranset af den store jernmaske og sin prægtige hest. Om lidt skulle byportene åbne sig, gaderne ville være fulde af indbyggere der hilste hans lange rejse velkommen og med vejende flag førte ham til de uovervindelige kornmarker, forbi jernarbejderne, op igennem skovtræernes dal, ned af bakkerne og igennem lerbjergene, hele vejen frem mod spidsen af den enorme hær.

    At se de mange indbyggere stå i kanten, vejrende flag, hujen og klappende hænder, ærbødig bøjning hos hver indbygger, da Augustus førte sin hest og personlige livgarde igennem gaderne, var som et mirakel, som et lyn fra en klar himmel, med opbakningen fra alle der stod ham nær, hærførere, generaler og de frie undersåtter, gav ham et sus der gik igennem marv og ben, hele vejen ned til den mægtige statue der var opført kun for hans ære, for hans tidligere sejre og for de der skulle komme til at ændre hele det Oldnordiske Europa for altid.

    I spidsen stod Augustus nu, med hele sin hær bag sig og med raske skridt og en rumlen der kunne høres på lang afstand begav han sig afsted mod sin største sejr nogensinde.

    Xerxes invasion af Europa skulle endelig få sin ende, da Augustus stod kun få kilometer fra det mest spektakulære syn både han og hans hær nogensinde havde set…

    Foran ham lå Vidunderbyen Sparta og skød med sine store bygninger langt ind i himlen, men det mest spektakulære syn kom, da himlen åbnede sig med synet af Verdens største Vidunder, en bygning så prægtig, så enorm, så smuk og alligevel så farlig, viste sig for Augustus, der nu vidste at dette var slaget han var kommet for at vinde…

    Foran byen spejdedes flere soldater end Augustus kunne tælle. Der var hundreder, tusinder og måske endda millioner af soldater, der kun ventede på det ultimative slag, stående som jernstøtter, bemandet med fakler der lyste hele himlen op, et skue større end alle de alliancerne der stod bag Augustus. Han vidste nu for alvor, hvorfor dette ville blive et kæmpe slag for Augustodunum og for alle romere.

    Med lave trin kom hans nærmeste ven ridende op på siden af ham. Justinian var hans navn, han var Augustus svar på oldtidens største helt. Hans erobringer kunne ej tælles, hans slag kunne ej skrives og hans liste over dræbte soldater ville aldrig ende. Han var det ultimative våben for Augustus og hele den prægtige hær, der nu stod bag ham, klar til at gå i krig og dø for deres Senator Augustus og Justinian.

    Med et samlet, løftede Augustus sit spyd, løftede det så højt op i himlen at skyerne over ham begyndte at danne en rund søjle, langsomt løftede Justinian sit sværd op i samme højde og lynene begyndte at slå gnister foran dem begge. Tiden var inde og på et øjeblik stormede den store og prægtige hær direkte mod de millioner af soldater der ventede deres ankomst. I baggrunden hørtes de første svirvler af kampesten blive slynget igennem luften og med et blev nat omdannet til dag, da de første sten slog ned midt i fjendens store hær, trillede flere hundrede meter og flænsende arme, ben, halve kroppe og hoveder fløj omkring og da begyndte det store slag om Verdensunderet.

    Omkring sig lå der millioner af faldne soldater, blodet flød i markerne og tabene var store, da de 1.000 rambuktræ pløjede sig igennem de faldne soldaters kroppe, hele vejen frem mod bymuren, der indgydede den største frygt hos selv de enorme Theutaterlyn, der med brede skuldre ventede bagude på at indtage byen og alle dens lagre af jern, ler og træ.

    Met et kæmpe stød på muren, af de 1.000 rambuktræ faldt stolperne der holdt muren til jorden. Træet splintrede i millioner af stykker der fløj rundt og ødelagde alt på deres vej. Nu var tiden kommet, tiden Augustus og Justinian havde ventet på, så med et red 25.000 heste og deres prægtige ejere ind i byen og overtog den på kun ganske få minutter, indtil de til sidst stod foran Verdensunderet, en lang række af trappetrin, en bygning så prægtig og guldbelagt med det pureste guld fra bund til top, hele vejen op i himlens kongerige.

    Augustus og Justinian steg af deres heste, gik hen foran bygningen og spejdede hele vejen op af de kaldte ”100 gyldne trin”.
    Sejren var opnået, byen var indtaget, men en sidste udfordring ventede de 2 mægtigste herrer i det romerske kejserdømme, at indtage Verdensunderet, gå hele vejen op af de gyldne 100 trin og slå deres sejr fast foran tusinder af soldater, foran alle deres forbund, der havde hjulpet dem til at opnå det umulige.

    Før sejren var hjemme og historien var omskrevet havde sagnet lydt i alle egne omkring dem, at Natarerne ville angribe hver gang de havde taget 10 skridt på den gyldne trappe og for hver gang de begge nåede disse trin måtte de tusinder af soldater under dem forsvare deres ret til at ændre historien.

    Det lykkedes Augustus og Justinian at nå det sidste trin efter en lang og fyldig kamp, mod millioner af soldater, mod Natarer og med hjælp fra alle deres hærførere, generaler og forbund rundt omkring i det Nordvestlige rige af Oldtidens Europa, sejren over dem alle og omskrivning af hele den Romerske historie.

  3. #3
    Rambuk
    Tilmeldingsdato
    Dec 2007
    Indlæg
    362

    Standard Historien om Sven Bent og hans 3 små fjolser

    Det var i starten af foråret, da den gode romerske helt, Sven Bent, skulle ud og se til hans 3 sønner og om de nu kunne producere nok råstoffer til hans store imperium. Sven Bent boede for tiden i datidens store romerske by Delphi, hvor han med tiden blev bedre kendt som det unikke fjols, han nu engang var. Hans sønner tilgengæld, som i øvrigt var kendt som de 3 små fjolser, ja de har en knap så imponerende historie. Konstant var deres byer plaget af pinsler, og hver gang der var noget galt, så bedte de deres far om hjælp.

    Sven Bent drog først syd mod Ammon, som var en af hans senere store erobringer, hvilket var grunden til, at han havde placeret sin ældste søn, Lars Åge, til at varetage opgaven om at styre og beskytte byen. Dertil havde han sendt en masse tunge, alt-ædende prætorianere med ham, så der var noget at stå imod angreb med.
    Da Sven Bent ankom til byen, opdagede han til hans store skræk og rædsel, at byen var i oprør. En enorm hungersnød var brudt ud i Ammon, fordi de tykke prætorianere pludselig var begyndt at spise dobbelt så meget korn! Sven Bent løb ind i Heltebygningen, hvor han fandt den panikslagne Lars Åge, der ikke kunne forstå, at hans tropper pludselig var blevet så sultne!
    Situationen var uaccpetabel, og det kunne Sven Bent, som det unikke fjols han var, selvfølgelig ikke leve med. Derfor beordrede han prætorianerne til at overtage på den lille by Sparta, som fortsat ikke var kommet under romersk kontrol. Han havde nemlig fået at vide, at byen kun blev bevogtet af sølle 300 spartanere, og dem kunne hans mange tusind tropper vel nemt klare... hvordan det gik, er naturligvis en helt anden historie, men den kender I sikkert, og nu ved i også, hvorfor præts bør holde sig til forsvarsopgaver!

    Straks som Sven Bent havde løst sulteproblemerne i Ammon, drog han nord på for at besøge hans næstældste søn, Jon John, i byen Salona. Her havde Jon John ledet en hær af imperianere i en stor krig for at indtage byen Scythia, som på daværende tidspunkt blev kontrolleret af en meget aggressiv germansk stamme. Disse regnede Sven Bent ikke for noget. Primitive germanske køllesvingere, skulle være en smal sag, for hans mange offensive kræfter, som han havde placeret rundt om byen.
    Derfor ankom Sven Bent også til Salona med stor tro på, at hans søn havde løst den nemme opgave. Han blev dog endnu engang svært skuffet. Han fandt sin søn hårdt såret efter at have tabt slaget mod de germanske køllemænd. Sagnet siger, at Jon John og hans stolte imperianere var blevet så bange for de primitive horder af køllemænd, at de bevægede sig alt for langsomt frem mod byen, og derfor nåede Scythia at få alt for meget opbakning, hvilket resulterede i det fatale nederlag. Ja os travianere må nøjes med at gisne om, hvad der i virkeligheden skete for det lille fjols, Jon John, og hans mange imps...

    Svært skuffet og med meget lav moral drog Sven Bent videre for at besøge hans yngste søn Frans Erik, som havde fået til opgave at genopbygge den romerske by Massalia, som lå længere vest på. Byen havde modtaget adskillige angreb fra den store galliske by Hibernia, som ikke lå langt der fra. Da romerne havde lidt store tab i Sparta, var det ikke muligt at forsvare byen. Sven Bent havde dog sørget for at lave en underhåndsaftale med nogle vilde germanere, som havde drukket lidt for meget i deres bryghus. På den måde havde det unikke fjols altså fået hans to fjender til at slå på hinanden. De kloge gallere havde dog godt regnet ud, at det nok var de store romere, der havde haft en finger med i spillet. Derfor fortsatte de deres bombardement mod Massalia med nogle få katapulter. Frans Erik, der var ret dogen, gad ikke gøre noget ved disse få katapulter, da han ikke troede på, at svage galliske katapulter kunne gøre alverdens skade på det, han havde bygget. Men som vi alle ved, så var han også et lille fjols, for bygningerne i byen faldt til hans store forbløffelse sammen som sandslotte, der bliver trampet på. På den måde endte byen faktisk med totalt destruktion, hvilket blot gjorde ydmygelsen endnu større for Sven Bent, der dog nu vidste, at Frans Erik ikke kunne bygge solide romerske bygninger, fordi han var et lille fjols...

    Siden hen skete der mange ting i Sven Bents liv, men hvis du ikke har hørt om ham, ja så er det nok fordi, at personer som ham oftest huskes for deres død. Sven Bent, uanset hvor han drog hen, havde aldrig behov for at spise ret meget korn. Faktisk havde han og hans mænd altid et meget lavt kornforbrug. Det blev han en dag drillet med, for rigtige mænd spiser jo masser af korn. Det ved alle. Så Sven Bent endte sine dage med at spise så meget korn, at han til sidst blev kvalt i det. Og hvem vil egentligt huskes for at være blevet kvalt i korn?
    What makes a man?
    Is it the woman in his arms?
    Just cause she has big titties?
    Or is it the way he fights every day?
    ....No, it's probably the titties

  4. #4
    Flagermus
    Tilmeldingsdato
    Jul 2009
    Indlæg
    60

    Standard Historier om Kejserlige Roms fald

    Engang for længe siden i civilisationen Oldtidens Europa i en af dens mægtige byer, som hed Petra var der en soldat der hed Biggus Dickus. Han og hans kone gik ned til søerne da de hørte theutaterlyns hurtige steppen. Biggus Dickus hørte de kom nærmere og fordi lynene var så hurtige blev de taget til fange af gallerne. Han blev ført ind i en celle tæt på gaden.

    En dag hørte han fra sin celle nogle gallere tale om at de havde fundet en metode til at nedlægge Petras mægtige fæstning og horden af romerstyrker, der var derinde. Næste dag meddelte gallerne til Herskeren af Petra at de bare var kommet til, fordi de så at der var ubrugte oaser og at romerne var et troværdigt folk. De ønskede kun fred og for at demonstrere det fik de bestilt en træhest og gav den til byen Petra. Da natten faldt på begyndte træhesten at give lyd fra sig. Ved midnat stormede en hel horde af gallere ind imod residenset og slagtede Herskeren af Petra.

    De udråbte gallerne som de nye ejere af Petra og kommanderede horden af romere til at give deres våben til gallerne og nærme sig residenset for at optage et liv som træl. Biggus Dickus blev nu en slave indtil han slap fri, han flygtede til en anden romersk by, der fortalte han hvad gallerne havde gjort.

    Da han flygtede havde han udefra set galler symboler på Petras vægge og var droget videre. En fuld galler i vejkanten af Petras udkant havde fortalt det med træhesten og Biggus Dickus var trist over ikke at forhindret dette. Biggus Dickus fortalte ydermere til romerne i en af de andre byer, som han havde søgt ly hos dette, gallerne havde forenet sig med germanerne og andre romere, så det var ude med romerne hvis de ikke handlede prompte.

    Inden længe døde han af et bid fra et farligt insekt og da det skete var der kun en romer by tilbage.
    Last edited by HEAD; 05-10-2014 at 11:06.

  5. #5

    Tilmeldingsdato
    Sep 2014
    Indlæg
    1

    Standard

    Salonas genfødsel

    De kom stormede henover de romerske mur, huggede alle ned på deres vej og tvang befolkningen til at underlægge sig det germanske rige. Efter erobringen, af byen Salona, beordrede den germanske stammefører, Raktak, at der skulle holdes en stor fest, for at fejre deres succes.

    Efter kort tid begyndte lyden, af fulde mænd og lygten af øl, at brede sig i byens gader. Festen blev ved, indtil månen lod sine lysende stråler ramme ned på en gruppe af romerske ryttere. De kom galoperende imod Salona med deres knivskarpe våben og tunge rustning, der glimte i månens skær.

    Ved det nybyggede bryggeri stod Raktak og smagte på øl nummer 20, pludselig begyndte alarmklokkerne at ringe. Ud af mørket kom, de romerske ryttere. De slagtende alle på deres vej med elegante og uhyggeligt præcise slag. Raktak stod bare og kiggede på, han var for påvirket til at gøre noget.

    Da solen sendte sine smilende stråler henover Salona, var byen atter en del af romerriget igen, og det har den været lige siden.
    Last edited by Wessel; 05-10-2014 at 14:24.

  6. #6

    Tilmeldingsdato
    Oct 2014
    Indlæg
    1

    Standard

    Hyldest til den mægtige høvding Gregor.
    Natten var faldet på over byen Rotomagus. De gæve gallere var gået til ro. Høvding Gregor fra den tidligere landsby Bluefox var træt men tilfreds. Det havde været nogle hårde måneder. Hestene var magre og mange mænd var gået tabt – MEN SEJREN VAR I HUS! AUGUSTODUM DEN ROMERSKE LANDSBY TILHØRTE DEM – BYEN VAR DERES
    Utallige kampe hvor især falanks og druideryttere i overtal havde kæmpet side om side var for en tid overstået. Det sidste slag havde været blodigt, der var gjort et stort indhug i det ellers så store lager af kampesten. En alliance med de frygtløse barbariske germanere fra byen Cherusci havde været nødvendig.
    Det havde kostet kræfter at få skattekammeret bygget op, det var lykkedes og den uundværlige oldtidskraft fra Cherusci blev brugt og hjalp sejren i hus. Den mægtige og selvsikre høvding Gregor ville i morgen ride gennem byen og modtage en længe ventet hyldest. Det ville blive en glædens dag.

  7. #7
    Tiger
    Tilmeldingsdato
    Jan 2009
    Indlæg
    164

    Standard

    Torden og Lyn

    Natten faldt stille hen over den romerske by Romerlus.

    Det var en vindstille og stjerneklar nat. VoresHeltus stod og varmede sig ved ilden i byens centrum, han var på vej hjem for at tage afsked med sin fader, som med et mægtigt kontigent af romerske ryttere, ville drage over grænselandet, og ind i landet der tilhørte de galliske stammer. Romerne havde gjort det før, op til flere gange i de sidste årtier, havde romerske styrker eskoteret en senator længere mod vest, til en gallisk by. Her belejrede de militære styrker byen, og gav dermed senatoren mulighed for, med sin snilde og sin skarpe tunge, at nedbryde forsvarernes moral, deres kampvilje, og efterhånden som sulten, tørsten og armodet satte ind, gennemtvang gallernes overgivelse. Senatoren blev herefter belønnet for sine tjenester, med en konsultitel over det erobrede område, en titel der gik i arv.

    VoresHeltus var derfor svært begejstret over at hans fader, fra det lille ubetydelige hus Travianus, var blevet udvalgt til denne ærefulde opgave. Hans hjerte kammede over i fryd, ved tanken om at hans fader, ville trække deres familie ud af sølet for evigt, og skabe velstand og fremgang for ham, hans børn, deres børn og hele deres linje i al evighed!

    Hans fader stod ved ildstedet da han kom ind i deres hus. Han var dybt alvorlig, mens han pakkede de nødvendige ting, og VoresHeltus, undrede sig over at hans fader, en mand der altid havde ernæret sig ved ordets magt, pludselig stod der i let rustning og med sværd ved sin side. Hans fader stoppede med at pakke da han så at VoresHeltus var kommet ind i rummet.

    Han satte sig på kanten af sin seng, og bad sin søn sætte sig hos ham. ”Vi drager allerede af sted i nat” Sagde han. ”Du er min eneste søn, alt der er tilbage af vores navn, og du skal gøre dette navn ære, mens jeg er væk” VoresHeltus nikkede stille og følte en bølge af ansvar, ære og vilje skylle ind over ham, han skulle nok holde familiens navn i hævd, mens hans fader var ude og udvide imperiets grænser, og vinde rigdom, ære og magt til familien.

    ”Når vi har sejret ved Theutatis, så sender jeg bud efter dig, og så skal vi sammen regere byen i Roms navn!”

    Hans fader betragtede ham, og han så sin søn sidde stolt og klar til fremtidens udfordringer. ”Jeg har ordnet hvad jeg kan inden min afgang, men vi mangler at få solgt de sidste af vores lande, dyrene på dem, og slaverne der passer dem” sagde han, og så på sin søn, for første gang som en mand, og med en mands ansvar, og ikke som en sorgløs dreng.

    Faderen rejste sig og gik mod udgangen, men stoppede og kiggede tilbage på sin søn, ”Glem aldrig at familie er det vigtigste i verden, jeg elsker dig min søn” uden at vente på VoresHeltus svar forlod han huset, satte sig op på sin hest, og red mod byporten hvor hans eskorte ventede på ham.

    Dagene gik, men der kom intet nyt fra Theutatis.

    VoresHeltus ordnede sine daglige gøremål, mens han beredte familiens afgang fra Romerlus for evigt, og starten på et bedre liv.

    At sikre en god pris for familiens små landbrugs jorde og dyrene var nemt nok, hans far var en respekteret mand i byen, og denne respekt var kun vokset efter hans udnævnelse som kommende konsul af Theutatis.
    En konsuls venskab var, næsten, lige så vigtigt som en velsignelse fra Jupiter selv!

    Han excellerede i filosofiske gøremål, og var en ivrig elev inden for statskundskab, han gjorde som hans fader havde bedt ham om, han gjorde familiens navn ære ved sin iver og dygtighed i alt han kastede sig ud i.

    Hans talent viste sig også at inkludere sværdkamp, hvor han hurtigt udmærkede sig som en af de bedste unge mænd i byen. Han var helt sikkert blevet indkaldt til at gøre tjeneste i byens prætorianer garde eller deres legionær korps, hvis han far ikke havde været hvem han var. En far han så inderligt længtes efter at se igen, og vise ham præcis hvor meget han havde gjort for at ære hans ønske om at gøre familiens navn ære i hans fravær!

    Mens VoresHeltus, blev mere og mere respekteret i byen, og mere og mere naturligt overtog sin faders gamle position som lærd statsmand, og en del af byens herskende elite, ankom et sendebud fra nabobyen Democratusha, med bud fra Theutatis.

    VoresHeltus kiggede spændt på konsulen, mens denne læste beskeden med nyheder fra slaget ved Theutatis. Han kunne med det samme se på konsulens udtryk at det ikke var gode nyheder, og han ønskede blot at høre hans far var sluppet fra slaget med sit liv i behold.

    Pludselig rejste konsulen sig op, og udbrød ”Ved alle guder, dette er for groft! Et folk har ret til at forsvare sig, men et folk har også ret til at udvide sine territorier, at sprede civilisationens lys og bevise sin storhed!”

    VoresHeltus kunne næsten ikke få vejret, hvad var der hændt hans fader?

    ”Vi blev besejret, ydmyget og slået på flugt” fortsatte konsulen. ”Og som om dette ikke var galt nok, så dræbte gallerne alle overlevende, men først efter at have fanget vores senator, og pint og henrettet ham for øjnene af vores mænd! Kun en havde de ladet leve, og det havde de kun gjort for at han kunne bringe budskabet hjem til Rom!”

    ”Men hvordan?” spurgte en af de tilstedeværende senatorer. ”Vi har kæmpet mange slag mod gallerne før, og vi har altid været overlegne” sagde han.

    ”Lyn” svarede konsulen. ”Kavaleri der var så veltrænet, så disciplinerede, og så godt udrustet, at de var i stand til at dukke op som lyn fra en klar himmel, gøre stor skade ved de flanker som de angreb, og være væk igen, inden legionærerne kunne komme i formation og gå imod dem, de kalder dem Theutatis Lyn” fortsatte han.

    VoresHeltus havde været tavs under hele denne seance. Hans øjne var først blevet våde, så hårde og nu brændte de som var der ild i dem, en ild der truede med at fortære hele hans sjæl i et raseri så kraftigt, at end ikke guderne ville få lov til at stoppe ham.

    Nu talte han, med en røst som var kraftig, bestemt og beslutsom ”Disse barbarer har spyttet Rom i ansigtet, har tværet vores banner og vores ære igennem mudderet, hvor deres støvlehæle har trampet vores døde soldater ned. Døde romerske soldater, der kæmpede for jer og jeres ære! Hvis de vil have krig med Rom, så vil jeg give dem en krig med Rom!”

    Hans ansigt var tillukket og hårdt, hans holdning urokkelig og hans konsul så overrasket over denne forvandling i en ung mand, der igennem de sidste par måneder havde været hans mest betroede elev, at han ikke kunne få sagt andet end ”hvordan?”

    VoresHeltus kiggede ham dybt ind i øjnene og svarede ”Vi har mistet mange af vores mænd allerede, og Romerlus ligger sårbar for deres aggressioner. Men vi har ikke den luksus at vente på at vores tab bliver erstattet, vi må fjerne denne trussel nu! Vi må genvinde vores ære og vi må hævne min fader, jeres senator og en loyal tjener af Rom!”

    Konsulen svarede ham ikke, så han fortsatte ”Jeg vil tage vores legionærer, og de få Imperrianere vi har til rådighed og så vil jeg marchere mod Theutatis, jeg vil møde disse lyn i kamp og jeg vil udslette dem, hver og en af dem skal dø, som de gjorde ved vores tapre soldater! Jeg vil indtage byen, jeg vil brænde den, og vende hjem til Romerlus med deres høvdings afhuggede hoved! Dette er mit løfte til jer!” VoresHeltus rejste sig, bukkede for konsulen og forlod rummet.

    Allerede dagen efter stod VoresHeltus ved byporten, og så et stort antal romerske mænd melde sig til hans felttog, fik disse udrustet, og holdt strategiske møder med lederne af legionærerne og prætorianerne. Begge disse accepterede hans strategi, og at byens sikkerhed nu udelukkende lå i prætorianer gardens hænder, og legionærer korpset var dermed frigjort fra tjeneste og kunne indkaldes til at gøre tjeneste under VoresHeltus.

    Med en styrke klargjort og rede til afgang, gik han til konsulen for at få hans velsignelse.

    Konsulen velsignede ham, udnævnte ham som ”Forsvarer af Roms ære” og da han selv var barnløs, gjorde han VoresHeltus til hans officielle arving hvis han vandt det kommende slag om Theutatis.

    VoresHeltus erklærede sig evigt loyal mod Rom og Romerlus, og sagde at selv om hans fader var død, ville det være en ære og en glæde at kalde konsulen for far i fremtiden.

    Med disse ord marchererde han ud af byporten, fulgt af rækker af marcherende mænd så længe at de forsvandt i horisonten bag ham. Et smukt syn var det, legion efter legion af stålsatte romerske mænd, beslutsomme og bevæbnede. Deres spydspidser glimtede om kap med solen!

    Pludselig så han en støvsky i horisonten! Han stoppede fremmarchen, beordrede sine mænd klar til kamp og i kampformationer. Således kampklar så han en stor styrke af kavaleri komme tættere og tættere på ham og hans styrker.

    Pludselig brød han selv ud af formationen, sænkede skjoldet og lod sit spyd falde til jorden. Det var romersk kavaleri der mødte dem.

    Da de nåede helt frem til VoresHeltus, lod anføreren sig falde ned fra sin hest, gik på knæ og sagde ”Vi kommer fra Democratusha, og vi ønsker at stå med vores medromere i det kommende slag! Vi ønsker at straffe de barbariske gallere for deres æreskrænkende handlinger! Vi vil ikke lade Roms ære blive afgjort uden os!”

    VoresHeltus accepterede deres tilbud om hjælp med glæde, og fremmarchen kunne nu fortsætte.

    Romerne har altid været kendt for at kunne marchere lange distancer på kort tid, men VoresHeltus fremmarch var alligevel noget specielt, aldrig har så stor en styrke marcheret så hurtigt, og pludselig en dag dukkede tårne op i horisonten.

    ”Theutatis” udbrød VoresHeltus ”De har måske deres lyn, men vi har vores torden, gør katapulterne klar!”

    Infanteriet var allerede kommet i stilling og kavaleriet indtaget deres position på de romerske flanker da de første sten fløj ind over bymuren i Theutatis.

    Bragene når de ramte bygningerne i byen, var øredøvende, og braget fra de kollapsede bygninger der ikke kunne holde til bombardementet, bragede som torden!

    Enkelte kontigenter af galliske falanxer der forsøgte at indtage defensive stillinger foran byporten, blev nådeløst nedkæmpet, og byen stod til at falde, men hvor var deres såkaldte lyn?

    Ikke en kavalerist havde vist sig på slagmarken. Havde de da ingen ære? Ville de blot gemme sig mens deres folk blev slagtet og udslettet? Mens deres arnested blev tilintetgjort?

    Et horn gjaldede i det fjerne, et horn VoresHeltus aldrig havde hørt mage til før, men han vidste med det samme at det ikke var et romersk et af slagsen! ”Endelig” tænkte han ved sig selv, da han så flere tusind galliske kavalerister stille sig i stilling på højdedraget ved hans højreflanke. Nu skulle hans strategi stå sin virkelige prøve, nu skulle regnskabet gøres op, nu skulle hans fader hævnes!

    Hans fremskudte stillinger blev løbet over ende af lynenes første fremrykning, romere døde for deres spyd som mennesker gør for gudernes luner.

    Gallerne fortsatte direkte imod hans hovedstyrke, efter at have tilintetgjort hans fremskudte stillinger, men VoresHeltus, som havde studeret historie, og herunder Alexander den store og krigsstrategier, smilte ved sig selv, gallerne var gået i hans fælde, ved at fortsætte op langs centrum af hans styrke, gav de ham muligheden for at flankere dem og dermed indeslutte dem. Lynene var fanget, tvunget til at holde deres positioner og kæmpe for deres liv, og dermed havde VoresHeltus fjernet nogen af deres største styrker, nemlig deres fart og deres mobilitet!

    Pludselig var deres lette udrustning ikke længere en fordel. Deres rustninger blev gennemboret af romerske spyd, deres hjelme kløvet af romerske sværd og jorden blev farvet rød af blodet fra de faldne krigere.

    Da sejren var inde for rækkevidde, brød lederne af de galliske styrker igennem centrum og lavet et frontal angreb på VoresHeltus stilling og tvang ham ind i kampen, han træk sit sværd, lod sit skjold dække skulderen og rykkede med sin legion frem mod de frembrusende gallere…..

    Tilbage i Romerlus stod konsulen og kiggede mod horisonten, der havde intet nyt fra Theutatis, men røgsøjler havde rejst sig fra horisonten i flere dage, hvad var der hændt med VoresHeltus Travianus og hans brave folk?

    Konsulen kunne ikke længere vente, men sendte en rytter ud, for at bringe nyt om slaget og dets udfald tilbage til Romerlus.

    Rytteren var kun kommet et par dages ridt væk fra Romerlus, da der mødte ham et sælsomt syn, ned af vejen kom marcherende en lille gruppe af romerske mænd, på slæb havde de 5 ballistaer, på hvis kæmpe pile, hang ligene af 5 heste. Foran disse gik en gruppe mænd med galliske spyd, prydet med afhuggede hoveder, og allerforrest i geleddet gik en enlig mænd, sværd ved siden, og skjold på skulderen, i hans højre hånd, knugede han sig fast til håret på et afhugget hoved, et hoved der var prydet med de tatoveringer, som galliske høvdinger altid smykkede sig med.

    Den romerske Legati, smilede for sig selv, vendte rundt, og red tilbage mod Romerlus, nu vidste han præcis hvad han skulle rapportere til konsulen derhjemme.....

  8. #8

    Tilmeldingsdato
    Oct 2010
    Geografisk Sted
    Salling Midt Jylland
    Indlæg
    10

    Standard Helten Tyrus

    Nattens helte.

    Der havde længe været tunge grå skyer over Landsbyen Travianapolis, en Græsk-Romers by, med lange gamle traditioner for at leve i fred, og fordragelighed med deres naboer.
    Men de tider var for længst forbi.

    Næsten hver nat, hørtes der mærkelige lyde, uden for byens ellers så solide mure.
    Lyde fra væsner, der ikke er af denne verden.

    Inde på kroen Travianstjernen hvor der plejre at være sang, og bære klang, var der ikke meget at grine af.
    Rygterne om Natarne, har vi hørt så tit, og i næsten længe så mange år, som solen har været på himlen, men aldrig så vedvarende, udholdende og påstålige som nu.
    Selv krofatter, den 217 cm høje Brontus, der med hans brede skuldre, store overarme, lange lyse manke, og store blå øjne, mest af alt ligende en skandinavisk viking.
    Selv han havde mistet sin appetit. Han kunne ikke klemmere mere en 3 vildsvin ned om dagen, det der før i tiden svarede til et let mellemmåltid.

    Jo i sandheden var der noget i gærde, og særligt i de sene nattetimer, i den stolte stad Travianapolis.

    Kongen, og hans senator havde kaldt alle rådmænd, og byens Helt Romeren Tyrus til rådslagning i Rigsrådssalen på paladset.

    Tyrus! Startede kongen.
    -Ja svarede jeg "Ja det er mig der er Tyrus" Ja herre, jeg er til tjeneste.
    Har du nøglerne til skatkammeret hos jer ?
    - Javel deres majestæt, de hænger i kæden, om min hals, og guderne må bevare dem der forsøger at tage dem.
    Kære Senator, og rådsmænd, startede kongen.
    -I har sikkert bemærket at Tyrus har været meget fraværende i den sidste tid, her i byen.
    Dette skyldes at Tyrus har været på lange farrefulde færd, langt inde bag fjendens linjer.
    Ja vi har fjender, og vi kan nu røbe for jer, at DET ER Natarene der har skabt uro, trolddom, og lidelser i Travian.
    De gamle sagn, som kun har været sagn, de sidste 2000 år, er nu igen blevet den forfærdelige virkelighed.

    Tyrus har fundet ud af -Fortsatte kongen.
    - At Natarene er ved at samle sig kræfter, til en gang for alle, at erobrere verdensherredømmet, og at der næsten intet findes der kan standse dem.

    Senatoren og rådsmændene rykkede uroligt på sig.

    -Jeg klan vel tale dem til ro, begyndte Senator Agustst, mine talegav er er jo store.
    -NEJ! Afbrød jeg ham, disse væsner kan ikke tales til fornuft, de taler end ikke vort sprog.
    Det eneste de vil, er at slagte os, hvis ikke vi slagter dem.
    Vores eneste chance - Fortsatte jeg. Vi samle alverdens hære, stå sammen med vore allierede og bygge det store verdensvidunder, som vi kun i sagn har hørt omtale.
    På mine togter, har jeg stjålet artefakter og byggeplaner fra Natarene.
    Jeg været ved vore allierede, og har samlet en hær på 1.500.000 mand, bestående af både angribende og forsvarende styrker, for tro mig.
    Hvor frygteligt det end lyder, er der mennesker der vil gå Natarenes ærinde, mens vi bygger på det mægtige verdensvidunder, kan vi forvente store angreb, fra både mennesker, og Natarere.

    Ovre i skatkammeret hvor vores store horn hænger, gemmer jeg også artfakterne, og byggeplanerne.

    Med deres tilladelse Deres majestæt, vil jeg gjalde i hornet, ved solopgang, signalet til at vi drager mod stedet hvor vi i alt hemmelighed, har klargjort bygningen af verdensvidunderet, stedet hvor vores kæmpemæssige hær, stor klar, til angrev, forsvar, og igangsættelse af bygningværket..


    Solen havde knapt sendt sine første stråler ind over Travian, og den stolte stad Travianapolis, da jeg gik op på ringmuren, med byens store horn.
    Jeg stod lidt, og så ud over den sovende by, der snart skulle genlyde af våbenklang, barnegråd, og menneske larm.
    Jeg fyldte mine lunger med luft, trak vejret en ekstra gang, og tømte alt mit luft i hornet, der med et øresønderrivende hæst brøl gjaldede ud over byen.
    Folk stimelde hurtigt sammen, neden for muren, så op på mig, og nikkede.
    Da jeg så deres faste blikke, vidste jeg at vi var klar.
    Nu var vi klar, og natarene ville få tørt på...

    Vi ankom i samlet flok, og uden problemer til bestemmelses stedet, hvor den kæmpemæssige ventede os.

    Jeg fik hurtigt givet ordre til mine befalingsmænd, så forsvar, bygning, og fremrykning af diverse angreb kunne blive sat i værk.
    Vore handelsmænd kørte allerede i store karavaner med korn og råstoffer i voldsomme mængder, både til verdensvidunderbyen, og til de kæmpemæssige lagre.

    Der var ingen vej tilbage.

    Det næste lange stykke tid, bød da også på sorger, ærgelse, store angreb fra begge sider, og med tab så store, at vi flere gange havde set os slået.

    En sen nattetime, hvor jeg havde våret vågen i 3 døgn, og lige havde lagt mig, udmattet, og træt, kom en lille knægt, løbende ind i heltebygningen.

    Tyrus! Turus! Råbte han.
    Byggemesteren kalder på jer.
    -Jeg frygtede det værste, og stormede ud af bygningen, og hend til vort bygningsværk, med bange anelser.
    Jeg frygtede det syn, der nu ventede mig, men for foden af bygningsværket, stod bygmesteren med flaget i sine barkede næver.
    TYRUS! Brøllede han glad.
    Gå til toppen, og sæt vort flag, så sejren er vores.
    Vi er sikret, INTET kan hindre det.

    Jeg fik fornyede kræfter, løb med flaget i hånden den lange vej til toppen, af Verdensvidunderbygningen, og med et sejers brøl, der gjaldede helt til Rom, plantede jeg flaget på toppen.

    Natarene var nu til evig tid slået.

    De næste mange dage, festede vi alle i Travianapolis.

    Dks 1.Highwayman.
    R.I.P/ Rape/Rotten
    Dkx2: Highwayman
    -Rotten-
    Dkx3 Highwayman
    -TRSC-
    Dkx4 Gen.Highway
    Gambit
    Dkx5 Gen.Highway
    GIH
    Dkx6
    Pause
    Dkx7 Bits
    HT
    Dkx 8 Highwayman
    HT
    -Glem ikke Hygge-
    HT For ever

  9. #9
    Prætorianer Muad-Dib's Avatar
    Tilmeldingsdato
    May 2008
    Indlæg
    248

    Standard

    En Morgen i landsbyen.

    Der var en gang, og for enden af den gang var der en dør. Bag denne dør var der en lille landsby, hvor jeg boede.
    Landsbyen var ikke så stor, vores folkefærd var de muntre gallere, vi levede i det daværende oldtids Travian, landet var stort, befolkningen lille.
    Krigene var ikke mange, men de var der, og der døde mennesker fra tid til anden.
    Denne morgen var helt anderledes end alle andre dage, da jeg gik ud af min dør, så jeg til min store overraskelse, at vi var under angreb, og ingen havde nået at slå alarm. Folk flygtede skrigende og i panik. hvem angreb os? vores fredelige landsby, hvor vi ikke havde fokus på krigere, vi var farmere.
    Med et blev der stille. Jeg var blevet ramt, jeg faldt til jorden, en skikkelse knælede over mig, nu kunne jeg endelig se vores angriber. Det var Natarene, de ville indtage deres gamle land igen. Mine øjne blev tunge, og alt blev mørkt og jeg forsvandt. Travian ville aldrig blive det samme igen.
    DKX1: Bamsen (Vundet)
    DKX3: Bamsen (Vundet)
    DKX4: Bamsen (Tabt)
    DKX5: Blackbeard (Vundet)
    DKX6: Mr. & Mrs. (Tabt)
    DKX7: Hagrid/Severus Snape (Vundet)
    DKX8: Starscream (Vundet)
    DKX9: Tax Collector/Uriel (Tabt)
    DKX10: Metallica (Vundet)
    DKX11: Just Trying (Vundet)
    DKX12: Barbarians (No Meta)
    DKX13: WhoopAss (No Meta)
    USX7: Bamsen (Vundet)
    NOX7: Starscream (Vundet)
    NOX10: Hvem (Tabt)
    NOX11: Starscream (No Meta)

Tilsvarende Tråde

  1. Forum konkurrence: Skriv en rollespil historie #3
    By Ridder Huma in forum Konkurrencer
    Besvarelser: 10
    Sidste Indlæg: 26-10-2014, 18:24
  2. Forum konkurrence: Skriv en rollespil historie #2
    By Ridder Huma in forum Konkurrencer
    Besvarelser: 20
    Sidste Indlæg: 24-05-2014, 12:04
  3. Forum konkurrence: Skriv en rollespil historie #2
    By Ridder Huma in forum Konkurrencer
    Besvarelser: 22
    Sidste Indlæg: 17-05-2014, 00:09
  4. Forum konkurrence: Skriv en rollespil historie
    By Ridder Huma in forum Konkurrencer
    Besvarelser: 21
    Sidste Indlæg: 22-03-2014, 12:12
  5. Forum konkurrence: Skriv en rollespil historie
    By Ridder Huma in forum Konkurrencer
    Besvarelser: 20
    Sidste Indlæg: 14-03-2014, 22:42

Regler for Indlæg

  • Du kan ikke oprette nye tråde
  • Du kan ikke besvare indlæg
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke ændre dine indlæg
  •